Lundsanger, Vesterled Blåvandshuk - 11 .juni 2006
Notesbog Blåvandshuk Fotos Vejr og vind Sidste nyt Martin om siden
Sidst revideret 1. december

Ædelartskonkurrence 2008
Thomas Hellesen  vs.  Martin Søgaard

Baggrund og formål Konkurrencereglerne Pointoversigt
Fotos i konkurrencekategorien: Hit


1/12  konkurrencen lakker mod enden

Så er der kun 1 måned tilbage, og konkurrencen synes for længst afgjort. Thomas' forspring kræver at Martin finder 1 SU-art samt yderligere en art der udløser minimum 7 point. Jeg vil gøre forsøget, og fortsætter med at kæmpe.... Topskarv og Ørkenstenpikker er target SU-arter, mens Bjergpiber, Gråmåge og Hvidvinget Måge også bare venter på at blive fundet!

Udarbejdet MSN 1/12 2008


16/11  Martin "blind" på begge øjne!

Efter min tur til vestkysten i går, ringede Henrik fra Hvide Sande Havn og spurgte, om der var noget at se længere nordpå. Der var masser af fugle ved Vest Stadil, men derudover var der næsten fugletomt. Vi nåede ikke at snakke længe førend Henrik råber op.... en Hvidvinget Måge kom flyvende lige foran bilen! Og hvor var det lige Søgaard havde været i går??? JA, i Hvide Sande Havn selvfølgelig. Og hvor mange Hvidvingede Måger så Søgaard? Rigtig gættet - 0! Hold kæft en lussing at få... for det havde været ny ædelart, men sådan skulle det ikke være. Efteråret har været miserabelt, vejret har været helt forfærdeligt, og heldet har bestemt ikke tilsmilet mig, så jeg bandede noget. Fuglen forsvandt dog med det samme, og det lykkedes ikke Henrik at genfinde den. Den blev dog genfundet senere ved hytterne på fjordsiden.

Nå, på et eller andet tidspunkt skal det nok lykkes mig at finde en Hvidvinget Måge selvom erfaringerne ikke er for gode. I 2001 fandt Thomas en Hvidvinget Måge for næsen af mig i Kolding Havn.... så det hjælper heller ikke altid at være sammen med andre, hvis de bare finder fuglene lige for snuden af en! På et tidspunkt må jeg da være den første til at opdage en god fugl.... og så må det gerne være en Masketornskade eller Tornhalesejler!!!

Udarbejdet MSN 1/12 2008


24/8  Thomas hukker til Mellemkjove på Stubben!

Thomas har nærmest fundet en guldgrube for point i havobs på Stubben, og selvom en Lille Kjove fornuftigt nok har fået prædikatet sp., så var det en klar Mellemkjove Thomas så d. 24/8. En meget surrealistisk observation, og da Thomas beskrev sin oplevelse og fuglen, fik jeg med det samme associationer til nogle af de Mellemkjover jeg har set - "tunge rockerkjover" der bare cruiser derudaf uden så mange dikkedarer.

Læs Thomas beretning her

Udarbejdet MSN 1/12 2008


13/7  Så lykkedes det endelig Martin at ædle Rovterne

På tur til Saltvandssøen lykkedes det Martin at få 2 Rovterner i scopet, og hale lidt ind på Thomas massive føring, så stillingen er 47-30. Læs hele beretningen fra dagen, der også bød på Stribet Ryle og Terekklire.

Udarbejdet MSN 1/12 2008


19/6  Martin ULTRATÆT på at ædle op til flere gode fugle...

Ja, uha hvor har jeg været tæt på at slå til flere gange her i foråret... Først fandt Knudsen Pomeransfugl lige for snuden af mig ved Kongeåslusen. Det gjorde lidt ondt, for den art er sgu svær at ædle!

Fredag d. 23. maj har helt klart været min fedeste fugledag her i foråret, men også den dag hvor jeg var så tæt på at få 2 nye ædelarter, og ædle ny hukart som man næsten kan være... Dagen "kostede" således minimum 40 point og 1 fadbamse... Mon ikke Thomas er lidt glad for at det gik sådan..?

På morgenobsen opdager Knudsen en Natravn lige i hovedet på Simon, Jonas og jeg. Det var ny hukart, så jeg var helt oppe at ringe. Dog ville jeg gerne have ædlet den nye hukart selv, og have indkasseret point til vores konkurrence.

Det var fredag og dermed sidste morgenobs i ferien. De øvrige morgener var jeg gået hjem til sommerhuset ved halv elleve, 11-tiden via stierne og Sydslugen. Denne morgen havde jeg aftalt med Monica at hende, Alex og Jonas skulle kigge forbi stationen, når Jonas havde sovet sin morgenlur. Jeg gik derfor ikke hjem ad stierne som jeg "plejede"... Det skulle snart vise sig at være dårlig timing!

Kl. 11.03 ringer Bent: Rødhovedet Tornskade.... og af alle steder på hukket, havde han fundet den lige på min hjemrute til sommerhuset!!!

Tanken om sandsynligheden for, at jeg havde fundet den hvis..... har godt nok kværnet noget i mit hoved! At finde sådan en fugl, er en drøm for mig, og er det stadig!

Som om det ikke var nok, så opdagede Henrik en sydtrækkende Kærhøg over mosen, mens vi ledte efter Tornskaden og endnu ikke havde set den. Den fik ikke megen bevågenhed, men jeg syntes den så spændende ud og fulgte den... og fik de andre til at kigge på den igen, da den var noget tættere på og efterhånden så MEGET interessant ud... Det viste sig at være en Steppehøg 2k, det kun 2. fund på hukket! ...og minsandten om den ikke også lige blev fundet lige for snuden af mig!!! Prøv lige at spørg hvem der følte sig udspillet, og hvem der ikke var helt tilfreds med sig selv!
På den anden side havde det næsten også været for heldigt hvis jeg havde fundet begge 2, men faktum er, at jeg havde ført konkurrencen, hvis det var tilfældet, og det er jo det, den her side handler om!

Nå, nok tuderi for nu. Øjnene er blevet tørret siden, og jeg er oppe på hesten igen. Selvom jeg er 22 point bagud, er optimismen helt i top. Der er masser af ædelartsmuligheder tilbage, og er jeg heldig at ædle en SU-art, så bliver dysten for alvor spændende... Jeg vil arbejde hårdt for at finde en god vadefugl de næste par måneder, og skulle der dukke en Ellekrage eller en Braksvale op i mit kikkertfelt, så tager jeg dem med...

...med hensyn til strategi så synes det oplagt at holde sig væk fra Knudsen, da han jo finder fuglene lige i hovedet på mig... en anden mulighed er at "åbne øjnene" og opdage fuglene før ham.... vi får se hvad de næste måneder bringer, og hvem der først slår til med næste nye ædelart.

Udarbejdet MSN 19/6 2008


19/6  Der kæmpes hårdt! - Thomas i klar føring

Der er ingen tvivl om at konkurrencen lever op til vores formål. Den har helt klart boostet såvel vores indsatser i felten, og fået os til at satse for at få ædelarter og point i kassen. Det vel nok største sats gjorde Thomas d. 31. maj, på en super giftig dag i Skagen med varme og østenvind. I stedet for at sætte sig sammen med en masse andre på Grenen, Nordstranden eller Flagbakken valgte han Saftevandsbakken, med det ene formål at ædle selv!!! RESPEKT for det, og det gav da også pote, da han ved middagstid opdagede en Biæder! Velfortjent og godt at det ikke kostede en forbitrækkende Klippesvale på Grenen...!

Jeg har satset knap så meget, men kæmpede og holdt ud med havobsen i den dræbende NV-vind under vores ferie i Blåvand. Til monsterjubel opdagede jeg d. 21/5 en Islom 3k+ i sommerdragt på vej nordpå. Det var en drøm at finde den selv på hukket, og med sidste års Hvidnæbbede Lom har jeg nu opfyldt drømmen om at få begge de store lomarter som ædelarter på hukket... dog drømmer jeg fortsat om at se den Hvidnæbbede Lom komme forbi i sommerdragt... håber ikke der går 11 år inden den kommmer, ligesom det var tilfældet mellem observationen sidste år og den foregående forårsobservation der var helt tilbage fra 1996.

Udarbejdet MSN 19/6 2008



10/5  Thomas ædler 6!!!!!! Hvidskæggede Terner!!!

Thomas oplevede i dag sin nok mest heldige dag nogensinde som ornitolog. Vel ankommet til Vejlen på Tåsinge stod han ud af bilen. Han hørte med det samme et ternekald og i samme øjeblik, dumpede 6!!! Hvidskæggede Terner ned fra himlen. Det var helt sindssygt, den største flok i Danmark nogensinde. Den tidligere rekord var 4 fra Vejlerne.

Thomas fik kameraet hevet frem og nåede at tage nogle billeder inden de 6 terner efter kun 3 minutter trak stik øst! Thomas ringede til mig lige bagefter og var totalt rystet. Han havde knapt kunne holde kikkert og kamera stille og havde efterfølgende danset og hoppet rundt - FEDT.

Thomas fik trods hitfeberen et par kanon billeder i kassen...

Det var ny DK-art for Thomas og det udløser 20 point og 1 STOR fadbamse... Famar' godt gået Thomas - tillykke. Thomas har nu lagt sig alvorligt i spidsen med 33 point, hvorimod jeg halter noget bagefter med 13 point, men jeg er fuld af optimisme og skal nok slå kontra...SNART!

Udarbejdet MSN 10/5 2008


10/5  Martin ædler ny hukart - Fasan!

Ja, hvor utroligt jeg end selv synes, så research her til aften vist at jeg aldrig har hørt eller set Fasan på hukket. Jeg var på tur til Blåvandshuk i dag med Alex - hans første fugletur med mig. Vi var oppe i fyret, da jeg hørte en Fasan... tænkte kortvarigt, at den havde jeg da aldrig hørt/set på hukket før, men tænkte ikke mere over det, før jeg kom hjem og børnene var lagt i seng.

Der er ingen tvivl om, at den kun giver 3 point. Det er noget af en overraskende ny hukart, selvom der er potentiale for nye hukarter til mig i disse dage. I de sidste dage er set flg. arter der vil være nye hukarter for mig: Sort Glente (2. dette forår), Lærkefalk (3. dette forår), Skestork 1 S i dag (4. fund nogensinde på hukket) og så Skovsanger der blev garnet efter vi kørte derfra i eftermiddags.

Udarbejdet MSN /4 2008


8/5  Nu skal MSN sgu snart til at finde nogle fugle!!!

Thomas kører stødt og roligt derudaf med pointene, mens jeg hænger gevaldigt i håndbremsen! Men, men jeg tror snart det vender, for jeg har sgu efterhånden været tæt på at ædle flere arter i år. Senest i går, hvor Knudsen fandt Pomeransfugl lige udenfor mit kikkertfelt mens jeg kiggede på Stenpikker! På Mønturen med Rune kørte vi lige forbi en Sølvhejre, der stod i Gåsesøen skjult af skoven! Og så var jeg ved Gals Klint nogle uger før Sortspætten blev fundet! Alt i alt nær ved og næsten... men, men nu tager jeg nok til Blåvand en af dagene her i Pinsen, og så skal der arbejdes for sagen.

Udarbejdet MSN 8/5 2008


8/5  Thomas har misset et par nye Stubbenarter...

Selvom Thomas trawler Stubben flere gange om ugen, er det lykkedes andre ornitter at finde 2 nye Stubbenarter i år: Atlingand og Kernebider. Det var 2 oplagte arter, som Thomas nu ikke længere kan score point på, men når han så i stedet knalder til overraskelser som Stor Kobbersneppe, ja så kommer der jo point i hans kasse alligevel. Det er svært for mig at hamle op med, men jeg skal nok finde noget i Blåvand i den uge jeg skal være der med Monica og drengene, så vi kan få rettet op på den ulige kamp...

Udarbejdet MSN 8/5 2008


7/5  "Poms" også!

Jeg havde aftalt med Henrik at tage en eftermiddags/aftentur til Sneum m.m. Ved Sneum blev det til en del Tinksmede i hullet ved hovedvejen, 18-20(1 ad, 4 3 k, ca. 15 2k) Dværgmåger, tusindvis af Islandske Ryler på vaden, en Indisk Gås som jo faktisk er meget flot, og en masse andre fugle. Der var meget, meget få svaler hvilket overraskede noget.

Vi kørte sydpå og på en mark syd for Kongeåslusen opdager Henrik nogle fugle på en mark. Stenpikkere, men vi har stort set kun sat kikkerten for øjnene, da Henrik udbyrder: POMS! Jeg mangler Pomeransfugl som ædelart, og så finder han dem lige i snotten på mig! Der røg lige et par point i konkurrencen, point jeg ellers godt kunne bruge, da jeg ikke har fundet noget siden den Rødhalsede Gås. Nå, men det var jo noget af en overraskelse selvom der skulle stå omkring 20 Pomeransfugle lidt længere sydpå ved Tanderup Digevej. Det viste sig, at der var 4 i alt sammen med 15 Hjejler. De var vildt flotte, og det var fedt at se dem flyve rundt, så vi virkelig kunne se hvor lille Pomeransfugl er, sammenlignet med Hjejle.

Vi tøffede herefter videre rundt i området, og højst besynderligt så vi ingen Hedehøge, i det område der for blot et par år siden husede flere par!

En fed tur, og helt klart køreturen værd, selvom vi kunne havde en nogle få timer.

Udarbejdet MSN 8/5 2008


25/4  Thomas ædler Stor Kobbersneppe på Stubben

Som en kanon overraskelse ædlede Thomas i dag en trækkende Stor Kobbersneppe på Stubben! Læs Thomas beretning og se dogmebillederne...

Det var ny Stubbenart, så som Thomas skrev: Nå MSN, så ska du ha hånden i pointposen igen! ABK siger den er hårdere eller i hvert fald tangerer Hvidhalset Fluesnapper i kommunen! Jeg var ikke længe om at tildele den 15 point, for i mine øjne var det således megalokalhit.... men det med pointene var vi grove uenige om! Thomas mente kun den skulle udløse 5 point! Det medførte en spændende dialog med gode argumenter for og imod, og vi endte med at give den 7 point (Thomas er en stædig mand, og nægtede at give sig selv flere point! Månedens fairplaybirder er således HEL uden sammenligning!!!)

Udarbejdet MSN 8/5 2008


1/4  Thomas ædler Rødtoppet Fuglekonge på Stubben...

Efter 2 dages intensivt trawl for netop at finde en Rødtoppet Fuglekonge, lykkedes det for Thomas at finde en på del 2. Der var næsten ingen Fuglekonger, og det var faktisk den allerførste Thomas fik øje på... Fuglen gemte sig oftest dybt inde i noget krat, men efter lang tids arbejde, fik Thomas endlig taget et billede af kræet... Nice bird!

Rødtoppet Fuglekonge, Stubben del 2, 1. april 2008
Den Røde Konge var svær at få i kassen... men det lykkedes

Det var en længe ventet ædelart som Thomas fik i kassen i dag, og nok den mest oplagte. Vi blev derfor ret hurtigt enige om at taksere den til 3 point, så stillingen nu er 10-8 i Martins favør.
Udarbejdet MSN /4 2008


22/3  Martin ædler Rødhalset Gås efter 6 timers trawl...

Endelig mulighed for at komme i felten...


I forbindelse med lån af Helge og Lillians bil til påskefrokosten, opstod der pludselig mulighed for at jeg kunne komme af sted på fugletur om lørdagen. Selvom vejrudsigten stod på snestorm i dele af landet, ville jeg af sted. Jeg tænkte på, om jeg skulle tage endnu en havnetur op langs vestkysten for at kigge efter måger og Topskarv, men blev efterhånden mere og mere hooked på at tage til Sønderjylland. Der var ikke meldt nogle Rødhalsede Gæs i kogene gennem hele denne vinter, ja så vidt jeg kunne huske, blev arten heller ikke set i efteråret dernede, så jeg blev helt tændt på, at nu skulle der f..... findes Rødhalset Gås. Det var nu, der var mulighed for at få den som ædelart, og samtidigt komme ind i kampen...

Alex' vinterstøvler fik en tur til Kolding og retur!!!


Vækkeuret ringede 5.30 og et tjek ud af vinduet afslørede at det føg rundt med sne og var helt hvidt! Efter at have hjulpet Alex i tøjet og fået spist, tjekkede jeg vejret på nettet, og der var ikke sne i Sønderjylland, og så var det af sted...

Føret var ikke det bedste på motorvejen, men fremad gik det da... Da jeg nåede Kolding ringede Monica... hva' nu tænkte jeg? Har du Alex' vinterstøvler i bilen.....???? Øøøøøøh........DO!!! Støvlerne lå selvfølgelig bag bagsædet, hvor jeg tog dem af Alex i går!!! Hold kæft noget lort!.............. Jeg måtte bide i det sure æble, og var nødt til at vende kareten og køre hjem med støvlerne, for Alex fik besøg af fætter Mads Emil og de skulle jo ud og lege i sne, og Alex havde ikke andet at tage på.

På køreturen tilbage har jeg nok mest lignet en sur citron, for hvor var det træls at skulle spilde 2 timer på sådan en dumhed, når jeg nu endelig havde mulighed for at komme i felten. Det endte da med at jeg fik afleveret støvlerne og var nu først fremme på Siltoftevej kl. 10.20

Vildt blæsevejr og bidende koldt


Den første flok gæs stod tæt på vejen og så var det ellers om at komme i gang. Det blæste ca. 14 m/s så det var svært at holde håndkikkerten stille, selvom jeg sad i bilen! Ikke de bedste odds, men jeg var glad for at være i felten og endelig se fugle... Flokken var blandet Blisgæs med overvægt af 2k fugle samt Bramgæs. Der blev tjekket grundigt for afvigende fugle, for der kunne jo også stå en Dværggås eller måske en Grønlandsk Blisgæs... Det gjorde der nu ikke... til gengæld kom en Vandrefalk forbi, så det tegnede godt.

Hvor er alle gæssene?


De næste timer gik med at tjekke flokke i Ny og Gammel Frederikskog. Jeg tjekkede og tjekkede iført 5 lag tøj, flere huer, skihandsker m.m., jo det var temmelig koldt! Der var også et par hundrede Kortnæbbede Gæs imellem Bramgæssene, men ellers intet afvigende. Jeg så omkring 7-8000 Bramgæs, så der var langt op til de 60-70.000+ der var meldt i området. De måtte stå i Margrethe Kog, så jeg kørte derover. Udover 1500 ved Klæggravene var der fuldstændig blæst for gæs og fugle i det hele taget. 5 Store Præstekraver og 3 Hvide Vipstjerter var alt hvad det blev til. Heller ikke på forlandet stod der nogle gæs. Hmmmm, hvor pokker er de henne, tænkte jeg. Jeg har ofte set store flokke længere inde i landet, så jeg kørte mod Rudbøl. Det gav kun enkelte gæs, og et hav af Ravne - området burde hedde 'Ravnekogene', for de er overalt. Jeg blev glad for at se en Havørn, der blev mobbet helt til Tyskland af en sur Krage.

Mængder af Krik- og Pibeænder...


Jeg kørte tilbage til Ny og Gammel Frederikskog, for der var der i det mindste nogle gæs at tjekke. Jeg fandt nu væsentlig flere gæs, så der blev tjekket for fuld skrue. På et oversvømmet område ved Rudbøl Å, var der vildt mange fugle. Det vrimlede med Krikænder og Pibeænder, så der blev lige tjekket for de amerikanske fætre, men uden held. Hele 38 Store Kobbersnepper i en flok var vildt fedt - dejligt også at høre en enkelt af dem varsle for fulde hals - engenes politibetjent var tilbage... En vadefugl der kom flyvende forbi lignede en Brushane, men blev aldrig endelig bestemt. Flere gæs blev tjekket og tjekket igen. Der måtte sgu da være en Rødhalset, og velvidende at arten kan gemme sig helt vildt, måtte samme flok tjekkes om og om igen...

Krise!


Klokken 16.15 havde jeg en mindre krise, og måtte ringe til Knudsen for lidt psykisk support... Ham og Jimmy havde været på Rømø og var nu på vej mod nord igen. De havde set den Hvidvingede Måge i Havneby, men ellers intet i den bidende kulde og blæst.

Efter 6 timers trawl... DER ER SGU EN!!!


Efter opmuntring fra Knudsen kørte jeg få hundrede meter, så stod der en fin flok lige til at tjekke. Det var bare om at komme i gang tænkte jeg, og 1/3 inde i flokken....så ENDELIG... DER STOD DER SGU EN- YEEES... Hold kæft hvor fedt! Efter 6 timer og 10 minutters intensivt trawl lykkedes mit projekt. Jeg var vildt glad, og nu skulle den bare nydes. Den gik rigtig fint på ca. 200m afstand og var ofte helt frit eksponeret. Hold op hvor var den flot. Total flot i dragten, og et par gange gik den majestætisk rundt og markerede sig ligesom overfor Bramgæssene. Jeg nød fuglen i fulde drag, og selvom jeg kun kunne ane fuglen i kameralinsen, skulle der tages et par billeder, for måske ville den også kunne anes på computerskærmen når jeg kom hjem...?

Find Røde Holger...
Sådan stod den, da jeg fik øje på den...

Efter at have nydt fuglen og fotograferet den, var det tid til at ringe Thomas op, for at fortælle at jeg havde kæmpet mig ind i vores konkurrence. Thomas blev vildt begejstret, og synes det var for fedt, så mit humør var helt i top. Han fik samtidigt til opgave at finde ud af, hvor mange point den skulle udløse i vores konkurrence. Knudsen fik også et ring og fuglen meldt ud på Dofcall.

Find Røde Holger...
Den Rødhalsede Gås viser sig frem...

Stor Hornugle i Kongens Mose


Nå, hvad så? Dagen var jo ikke slut endnu. Mens jeg snakkede i telefon var det væltet ind med store flokke fra baglandet, så de var der jo, selvom jeg havde haft svært ved at finde dem. Jeg var dog færdig for dagen med at tjekke gæs, så efter opfordring fra Freddy besluttede jeg mig for, at køre forbi Kongens Mose på vejen hjem, for at lytte efter Stor Hornugle. Lige før jeg nåede fugletårnet, syntes jeg, at jeg hørte den gennem bilruden, og den var sgu go' nok. Parret sad og tudede i mosen, og gav mig en skøn afslutning på en meget oplevelsesrig dag.

Ny ædelart men hvor mange point skulle den udløse?


Det var virkelig fedt selv at finde Rødhalset Gås, og rart at kunne kategorisere den som ædelart eftersom den ikke har været meldt i området i lang, lang tid. Der er jo visse vintre, hvor der jævnligt er meldt flere individer, og i sådanne vintre synes jeg ikke et fund kan kategoriseres som ædelfund.
Efter hjemkomsten ville jeg gerne vide, præcis hvornår der egentlig sidst var meldt Rødhalset Gås fra området. Et tjek på Dofbasen og Netfugl oplyser at sidste fugl i området var 27/10 1 Margrethe Kog, så det er næsten 5 måneder siden.

Thomas sms'ede her til formiddag at gåsen skulle give 7 eller 10 point, men at vi måske skulle overveje at opsplitte de 2 konkurrencer. Han skrev: Det er i hvert fald forkert oppe i mit hoved, hvis der kun er 2 points forskel på min muk og din ædelgås! Din gås ska sgu ha 10! Jeg foreslog, at vi øgede skalaens top fra 10 til 15, så skalaen fremover er: 3-5-7-10-15. Så er der plads til at arter som Rosenstær, Perleugle osv. kan udløse 15 point. Thomas synes, forslaget er ok, og vi er enige om, at vi må justere igen, hvis vi finder behov for det.

Den aktuelle stilling er dermed vendt på hovedet så MSN fører med 10 point mod Thomas' 5 point.
Udarbejdet MSN 22/3 2008, revideret 24/3 2008


5/3  Thomas satser på Bornholm...

I weekenden er Thomas på Bornholm, og targetarter for turen som ikke har fugle som det primære formål er Perleugle, Kongeederfugl og Stellersand! Ville være sejt hvis han fandt en af dem, og noget af en udfordring for mig at slå en kontra fra matriklen i weekenden! Min kontratargetart må i så fald være Kongeørn...!

Udarbejdet MSN 5/3 2008


26/2  Ingen fuglekigning giver stilstand...

Hverken Thomas eller jeg kommer i felten i denne tid, ja ingen af os har næsten været i felten i år endnu! Jeg havde ellers planlagt et gevaldigt raid på vestkysten for at få gang i pointhøsten, men det blev til en skiferie til Trysil i stedet!!! Heldigvis har Thomas også travlt, så vi står lige på det felt. Jeg glæder mig helt vildt, til jeg kommer mere i felten igen, og så må vi se, om ikke det sætter lidt gang i konkurrencen...

Udarbejdet MSN 26/2 2008


27/1  Thomas åbner ballet med Mallemuk på Stubben

Så er konkurrencen bogstavelig talt i gang. Thomas har lagt fra land ved at ædle Mallemuk på Stubben, en art der var ventet på Stubben og havobs på Stubben viser sig efterhånden som et "Københavneralternativ" til de egentlige havobs.lokaliteter der jo ligger langt fra København.

Dagen blev udover Mallemukken rigtig god og Thomas har skrevet denne finderberetning på Stubbens hjemmeside.

Mallemukken blev "vejet" til at udløse 5 point, så nu er linjen lagt...

Udarbejdet MSN 8/3 2008


1/1  Konkurrencen kickstartet med hitfoto af Rosenmågen

1. januar har jeg aldrig før været ude at kigge på fugle, så når det nu skulle være, kunne jeg lige så godt gøre det ordentligt. Jeg kørte med Freddy over og så Rosenmågen i Esbjerg Havn. Jeg fik taget en masse billeder af kræet, blandt andet dette som kickstarter vores fotokonkurrence i kategorien: Hit.

Rosenmåge 1. vinter, Esbjerg Havn, 1. januar 2008
Kategori: Hit. Rosenmåge 1. vinter, Esbjerg Havn. MSN.

Udarbejdet MSn 8/3 2008



Baggrund og formål med konkurrencen:

Ideen opstod i efteråret, idet Martin synes det kunne være sjovt at lave en konkurrence i kategorien ædelarter samt at lave en fotokonkurrence idet vi begge to nu også fotograferer.

Formålet skulle være at booste vores ellers ret sparsomme tid til at kigge på fugle, at motivere os yderligere til at finde fugle selv, og så er det sjovt at konkurrere...

Thomas var straks med på ideen. Det første forslag gik på, at vi hver især skulle tippe 10 ædelarter og at arterne skulle udløse point alt efter hvor let henholdsvis svært, vi vurderede det ville være at ædle arten. Forslaget blev hurtigt udvidet til også at omfatte ædelarter på hver vores yndlingslokaliteter henholdsvis Stubben (Hel) og Blåvandshuk (MSN). Dette affødte ideen om også at give point for ædlede arter der samtidigt ville være nye arter for en selv, samt ædlede SU-arter. Til slut blev vi enige om, at det da ville være ærgeligt at ædle en art som vi ikke havde tippet, for så mange arter finder vi jo ikke, med den sparsomme tid vi hver især har!

Selvom den endelige konkurrence og denne side først er klar her først i marts, har konkurrencen kørt siden 1. januar. At vores aktivitetsniveau har været så lavt, har jo så betydet, at der heller ikke har været ret meget at skrive om, men det skal der nok komme, i takt med at foråret brager løs...

Udarbejdet 5/3 2008, revideret 5/3 2008


Konkurrencereglerne:

Ædelartskonkurrencen

Nye ædelarter:
Kriteriet er at finde=ædle arter som vil være ny ædelart, for den som finder den. Eksempelvis har Thomas set Blåhals, men aldrig selv fundet Blåhals.

I hver side har vi oplistet nogle af de arter, vi synes er de mest potentielle nye ædelarter.
SU-arter: Der gives point for SU-arter også selvom det ikke er ny ædelart for finderen.
Ny DK-art for finderen: Det udløser point samt bonus at finde en ny DK-art til sig selv.


Hel: Nye arter for stubben > < MSN: nye Blåvandshukarter for MSN:
Du har nok allerede i overskriften bemærket at der er forskel på kriterierne for hver vores lokalitet. Baggrunden for dette er, at vi mener det gør konkurrencen mest retfærdig.
For Thomas er kriteriet, at finde arter der ikke tidligere er set på Stubben af hverken ham selv eller andre ornitoliger.
For Martin er kriteriet, at finde arter han ikke tidligere har set ved Blåvandshuk.

I hver side har vi oplistet nogle af de arter, vi synes er de mest potentielle nye ædelarter i denne kategori.


Fotokonkurrencen

Vi konkurrerer i nedenstående kategorier. Øverst på denne side er der links til de sider, hvor vi løbende vil lægge billeder ind. Links vil først blive oprettet til siden, når det første foto i kategorien er lagt ind.
Kategorier:
  • Hit
  • Action
  • Flugt
  • Æstetisk
  • Fugl og landskab
  • Ornitologer
Udarbejdet 5/3 2008, revideret 8/3 2008


Pointoversigt - UDKAST!:

Med hensyn til point og især hvad der står på højkant i vores konkurrencer er aktuelt 8/3-08 ikke helt på plads endnu. Vi modtager gerne ideer, så hvis du har nogle, så mail til Martin

Nye ædelarter:
Når en art er ædlet, vurderer (primært modstanderen) hvor mange point den skal udløse, ud fra følgende skala: 3, 5, 7 eller 10 point. Pr. 23/3 udvides skalen, så den fremover er som følger: 3-5-7-10-15. Læs mere neders i Martins indlæg om fund af Rødhalset Gås.

Ædelarter der er ny art for finderen og/eller ædelarter der er SU-art:
SU-arter: At ædle en SU-art udløser 20 point.
Ny DK-art for finderen: At ædle en ny DK-art til sig selv, udløser 20 point SAMT en bonus i form af 1 stor fadbamse. Fadbamsen udløses uanset resultatet af den samlede konkurrence.

Fotokonkurrencen:
Når året er omme, vurderes billederne i hver enkelt kategori. Hver kategori udløser.....? point??? øl??? skal fotokonkurrencens point i såfald lægges sammen med ædelartskonkurrencen eller hvad..... any ideas?

Udarbejdet 5/3 2008, revideret 23/3 2008


til top
copyright © Martin Søgaard Nielsen
opstartet d. 8. februar 2008
Opdateret d. 1.12.2008