| Notesbog | Blåvandshuk | Fotos | Vejr og vind | Sidste nyt | Martin | om siden |
|
"Jo mere aktiv du er, jo mere heldig er du..."  Notesbog 2006  Notesbog 2005 |
Sidst revideret 17. januar 2010
5/10 Dværgværling i nettet – ny ringmærkningsart for Blåvand
Jeg var lige kommet hjem efter en god morgenobs, og sad med mad i munden, da Rune kom gående med en fugl i posen. Hvad er det her sagde han? Jeg så lige et glimt af fuglen, uden at vide hvad det var. Vi gik om i ringmærkningskontoret, hvor Bent undersøgte fuglen – der var ingen tvivl, det var en Dværgværling! Jeg var noget overrasket, for jeg synes ikke det direkte sprang i øjnene, da jeg havde set den kortvarigt. Når du ser billederne er der jo absoulut ingen tvivl, men vores opfattelse af hovedtegningernes kontraster var MEGET forskellig afhængig af lys og vinkel. Kontrasterne var således meget tydeligere på billederne end de var i virkeligheden! Anyway så var fuglen rigtig fed og en stor overraskelse.
Dværgværling 1k, Blåvandshuk, 5. oktober 2004 
Rune Tjørnløv - den stolte ringmærker med Dværgværlingen
Nedenstående beretning er fra mit ophold i Blåvandshuk i uge 39-41 i 2004. Beretningen blev skrevet til DOF Fyns lokalblad Havrevimpen, hvor den udkom i 3 dele. I forbindelse med at den er blevet lagt på hjemmesiden, har jeg tilføjet tilhørende billeder.
En god begyndelse.....Endelig blev det fredag, arbejdsdagen afsluttet, så jeg kunne drage mod Blåvandshuk. Jeg havde booket plads på fuglestationen, hvor Rune Tjørnløv var fast observatør. Fast ringmærker var der desværre ikke. Til gengæld var der andre logerende så vi var flere til at finde fuglene. Første morgen blæste det en del, men da vindretningen var SSV forventede vi ikke det store. Vi gik ud til Sabinebunkeren – en bunker hvor nogen for lang tid siden har malet en fin flyvende Sabinemåge på siden af bunkeren – heraf navnet. Den ligger 10min gang oppe ad kysten og dermed inde i det militære skydeterræn. Bunkeren ligger i forreste klitrække, men er desværre ved at blive begravet af sand, idet klitrækken bevæger sig vestpå. Bortset fra at den ligger lavt, sidder man perfekt i læ for såvel vind og regn og derudover er man afskåret fra mobilkontakt med omverdenen! Som forventet skete der ikke det store, men jeg var godt tilfreds med bare at være i felten. En Vandrefalk 1k kom trækkende i vandkanten og ligeledes gjorde en Storkjove. Efter 3 timer meldte Per Bo Hansen fra Hillerød, der også boede på stationen, at han havde en Sabinemåge der trak SV. Den var temmelig langt ude, men vi fandt den hurtigt og kunne følge den i 6 minutter. Der var nogle, der ikke kunne forstå, hvordan vi kunne bestemme den til Sabinemåge på den afstand? Var det ikke bare en ung Ride? Trods afstanden kunne alle dog godt se den 3 farvede vingeoverside, men eftersom unge Rider varierer meget og såvel afstand og lys ikke var særligt gode, var det ikke afgørende for bestemmelsen. Det vigtigste var derimod fuglens jizz – et engelsk udtryk der ikke kan beskrives med et dansk ord, men som betegner det generelle indtryk, størrelse og adfærd. Mågen var tydeligt mindre end en ride, vingerne kortere og med meget tydeligt knæk. Flugten var terneagtig og altså markant forskellig fra Ride. Sagen var klar: Sabinemåge 1k. At det var en 1k bestemtes ud fra det lyse hoved (adult har sort) samt den brunlige ryg (grå hos adult) Jeg var godt tilfreds, 1. dag og allerede en Sabinemåge. Da der ellers ikke skete synderligt meget, bestemte Rune og jeg at tjekke mosen(området nord for fyret, bag klitrækkerne). Der havde de sidste 2 dage været Høgesanger så den skulle findes. Den var der ikke, men det var til gengæld 2 fynske feltbisser; Hans Rytter og Freddy Hansen der også havde samme mission som os. Vi ledte et par timer, fandt en Bynkefugl og et par Stenpikkere inden vi skiftede lokalitet. Resten af dagen forløb uden de store oplevelser.
En fiskerbåd blandt Sabinemåger og Almindelige SkråperDa jeg vågnede tidligt søndag morgen, var der noget galt! Hvorfor var der så stille? Vinden skulle da pibe og ruske i vinduerne. Ud af døren – det blæste jo næsten ikke…Hva’ var nu det? Forventningerne om havfugle blev vendt til tanker om småfugletræk i stedet. Doffyn karavanen ankom og trods manglen på vind, valgte de at sætte sig ud i Sabinebunkeren. Fynske Michael Mosebo og jeg valgte derimod at sætte os oppe i klitterne, så vi kunne få småfugletrækket med. Som minutterne skred frem tog vinden mere og mere til, måske ville det alligevel blive til en dag med havfugle? Efter blot en halv time havde vi svært ved at holde scoperne stille, så vi gik ud i Sabinen, hvor der allerede var godt fyldt. Der er ikke oceaner af plads i den lille bunker, så på gode dage, og især når det er weekend, kan der være fyldt helt op. Vi fik dog nogle hæderlige pladser – så nu var vi klar. Fra klokken 8 begyndte det vi havde håbet på. De Almindelige Kjover kom trækkende med kun 5-10 minutters mellemrum. Klokken 10.16 råbte en fra flanken: Almindelig Skråpe langt oppe af stranden, trækkende syd. Manden (Henrik Brænder) fra flanken brugte strategien med at kigge langt op langs kysten, for at opdage fuglene så tidligt som muligt - fugle der kommer trækkende fra den anden side opdages modsat meget sent. Ved denne strategi opdages ofte de fugle der er meget tæt på kysten, men afhængig af sigten samt hvor store bølger der er, kan du have meget svært ved at se, det træk der går længere ude. Strategien er oplagt, når der sidder mange samme sted, idet andre så kan dække trækket længere ude, samt det der trækker i den anden retning. Der er mange forskellige måder at havobse på. Nogle kigger konstant i én retning, mens andre eksempelvis panorerer konstant frem og tilbage. Den skiftevis gled på stive let hængende, kuplede vinger afløst af nogle hurtige vingeslag med de for skråper meget karakteristiske bræddestive smalle vinger. Skråpen var kridhvid på undersiden i stor kontrast til den meget mørke sortgrå overside. Michael Mosebo gjorde Doffyn turdeltagerne samt andre opmærksomme på den tydelige hvide ”lårplet”, som den meget mere sjældne Balearskråpe ikke har. Ved efterfølgende skråper satte jeg fokus på lårpletten. Den er faktisk meget tydelig at se, selv på lang afstand, også selvom du kun ser en skråpe i korte sekvenser. Klokken 10.22 forsvandt fuglen for os ca. ”kl. et” – ”kl. et” angiver her retningen ud over havet ved brug af angivelserne fra et viserur. ”Klokken tolv” er lige ud for kysten, ”klokken ni” er helt nede af kysten og ”klokken tre” er helt oppe af kysten. På trods af at disse angivelser er meget subjektive, er de uvurderlige, når der i øvrigt ingen pejlemærker er på havet – I dette tilfælde lå der faktisk en fiskerbåd lige ud for os. Klokken 10.25 sås formentlig samme skråpe flyve omkring fiskerbåden sammen med flere hundrede måger. Den forsvandt dog hurtigt for os igen, og først 10.35 opdagede jeg den nok samme skråpe, nu igen aktivt sydtrækkende. Den just omtalte fiskerbåd der trawlede mod syd, tiltrak mange måger der dannede en laaang hale efter den. Som altid kan der være noget spændende imellem sådan en flok. Det var der også! Kl. 10.40 opdagedes en Sabinemåge 1k bagerst i ”halen”. Den fløj roligt over horisonten i godt lys, og var meget medgørlig til stor tilfredshed for alle. Jeg fulgte den i 8 minutter før jeg begyndte at spejde efter nye fugle. Thorshane – en længe ventet ny artSidst på eftermiddagen var de fleste kørt hjem, men vi var et par stykker der blev hængende. Blandt andet Henrik der ville ha’ stormsvalen i hus. Ved 17-tiden trak der stadig lidt kjover, så vi var optimistiske. Pludselig kom det fra Henrik: ”jeg tror sgu jeg har en Thorshane”! Jeg blev fyr og flamme, for det ville være ny art, og en af dem jeg håbede på at se. Henrik havde den ret godt, tæt på kysten men et stykke oppe af kysten. Uheldigvis begyndte den nu at dreje væk fra kysten og skråt væk fra os. Jeg havde ikke mulighed for at se den endnu... Men der kom den. Vi så den nu skråt fra siden, og desværre ikke så godt som da Henrik opdagede den. Den fløj nu skråt væk fra os. Vi fulgte den et stykke tid, selvom den var svær at følge, og pludselig forsvandt den for os. Vi fandt den ikke igen – måske havde den lagt sig på vandet? Det jeg nåede at se var, at det var en lille vader med kraftig krop, hvilket gav indtryk af en kompakt fugl. Ryggen var grå, vingerne helt mørke men med et meget tydeligt og bredt hvidt vingebånd på armen. Arten kan forveksles med Sandløber, der også har grå ryg og hvidt vingebånd. Denne er dog ikke så kraftig i kroppen og har tydeligt vingebånd også på hånden. Da vi i løbet af dagen havde set masser af Sandløbere i forskellige dragter, kunne vi med det samme udelukke denne art. Vi var godt tilfredse, også fordi vi ikke havde set noget til den Thorshane, der var blevet set ved skurvognen tidligere på dagen. Det er også altid rart at blive belønnet, når man har siddet og havobset de sidste 10 timer. Stormsvaler kom der aldrig nogen af, men det var nu helt ok. Fra slagregn til Lille KjoveMandag morgen var det modbydeligt vejr. Det blæste op til 18 m/s og slagregnen piskede mod ruderne. Da der var skydning og dermed lukket for adgang til sabinen, sad vi og ventede på bedre vejr. Det så bare ikke lige ud til at blive bedre. Per Bo havde dog trodset regnen og stillet sig ved skurvognen. Ved halv 9-tiden kom der et lille ophold, og jeg vovede mig udenfor. Det viste sig, at de samtidig havde afbrudt skydningen, så nu kunne vi gå i sabinen. Vel fremme havde jeg knap fået sat scopet op, før en skråpe viste sig i få sekunder langt ude. Jeg fik den ikke bestemt, men det tegnede da godt for dagen. Inden for den næste time så vi 2 Almindelige Skråper, hvorefter de første kjover begyndte at komme. I modsætning til de tidligere dage trak fuglene både syd og nord. Det var lidt frustrerende, for det var svært at få det hele med, og nogle fugle opdagede vi ret sent. Udover de Almindelige Kjover kom der også et par Storkjover, nogle Dværgmåger og ved middagstid trak en Sabinemåge 1k mod Nord. Efter at have tjekket hver en kjove igennem de sidste par dage, var der ”noget galt” med den kjove der først på eftermiddagen kom trækkende ret tæt på. I forhold til de Almindelige Kjover havde den betydeligt slankere vinger, såvel arm som hånd. Kroppen var langstrakt bagtil selvom det var en ungfugl uden de lange forlængede halefjer som adulte jo har. Fuglen var generelt ensfarvet mørk og det lyse vingefelt var meget begrænset til de yderste få håndsvingfjer. Flugten var lettere, mere elegant og vingslagene var terneagtig stødende. En klar Lille Kjove 1k.
Kort tid efter kom 2 1k Sabinemåger trækkende sammen og lidt senere en Almindelig Skråpe. Det var nu sidst på eftermiddagen og de andre gik hjemad. Det øger altid motivationen når nogen går, og da jeg synes det ”lugtede langt væk” af stormsvaler og velvidende, at de ofte kan begynde at komme sidst på dagen, blev jeg siddende. Nu ville jeg bare se en stormsvale. Den næste time skete der dog absolut intet og jeg overvejede at gå, lige indtil Kasper Thorup kom til. Det gav lidt fornyet energi, og mens han satte sit scop op, fik jeg øje på en spændende fugl langt ude i horisonten. Trods den store afstand, var fuglen meget tydelig. Alligevel gik der forbavsende lang tid inden Kasper fik den i scopet. Den første stormsvale...Da der den næste halve time igen var total dødt, besluttede jeg mig for at gå. Jeg var dog kun lige nået 10m væk fra bunkeren, da jeg hørte et pift. ”Shit, hvad havde Kasper nu fundet”? Jeg skyndte mig tilbage, og det var ganske rigtigt Kasper der havde piftet. Jeg nåede at få scopet tidsnok op til at kunne nyde endnu en Almindelig Skråpe. Med endnu et energiboost besluttede jeg mig for at køre linen helt ud. Vi synes begge to det var mærkeligt, at der ingen stormsvaler var. Omkring 18.45 skete der dog noget. Jeg så kortvarigt en lille mørk fugl mellem bølgerne, der siden morgenstunden var tiltaget en del i størrelse. Da det var 12 år siden, jeg sidst havde set stormsvale, var jeg noget usikker på, om det nu var en stormsvale. Et par minutter senere kunne Kasper berolige mig med, at den var god nok. Ca. samme sted, men nu tættere på kæmpede en Stor Stormsvale mod vinden. Den så ud til at have ulige vilkår. Det gik meget langsomt, og i perioder næsten baglæns. Den kom heldigvis tættere på og vi fulgte den fint i 10 minutter. Hold kæft hvor fedt. Endnu en gang blev jeg belønnet for at holde ud. Vi holdt ud, indtil 19.40 hvor det var så mørkt, så vi kun kunne se noget igennem håndkikkerterne, men det blev ved den ene stormsvale. Jeg var rigtig godt tilfreds med dagen og min indsats. Jeg havde havobset konstant 11 stive timer i streg, kun afbrudt af få minutters pauser. Det kunne også mærkes i r.... eftersom jeg havde siddet ned hele dagen! Dejligt at komme ud og gå lidt.
Hvad er det, der får en til at havobse 11 stive timer i træk?På vejen tilbage til stationen funderede jeg igen over hvor fed dagen havde været. Efterfølgende(og også tidligere) har kæreste, familie, venner og arbejdskolleger gentagne gange spurgt, hvad det er, der får mig til at sidde 11 stive timer på sin flade røv inde i en betonklods kaldet Sabinebunkeren og kigge ud over et skummende hav? Hmmm... et godt spørgsmål der kræver et godt svar! For mig er der flere aspekter i det: For det første er jeg fascineret af samspillet mellem fugle og natur. I dette tilfælde mere præcist havfuglene og Vesterhavet. Jeg er tosset med begge dele, og jo mere vinden raser jo bedre. Jeg elsker at kigge ud over det frådende Vesterhav, og synes det er fedt at se fugle i dette element. Især havfugle som kjover, Sabinemåger, skråper og stormsvaler kan jeg blive ved med at se på igen og igen. Et andet aspekt er bestemmelse af fugle i forhold til art, race, alder, køn, dragtvariationer etc. Jeg har stor lyst til hele tiden at udvikle mig indenfor denne disciplin, gennem iagttagelse og beskrivelse af dragtkendetegn og især fuglenes jizz og flugtform. Fugles jizz og flugtform optager mig således mere og mere, idet jeg synes det ofte er en afgørende karakter, der med træning kan bruges på meget store afstande. At beskrivelse af arternes jizz ofte kun får lidt spalteplads i feltbestemmelsesbøger, gør det kun endnu mere interessant. Fuglebestemmelse er for mig forbundet med en vis spænding og tilfredshed ved overhovedet at kunne skelne og bestemme de enkelte fugle. Begejstringen og tilfredsheden, ved at opleve at jeg fra at være noget ”rusten i havfugle” da jeg kom til Blåvand, løbende er blevet bedre og bedre er bare en fed følelse. En anden følelse der også har stor betydning er spændingen og adrenalinkicket, når der kommer en sjælden fugl, en targetart eller på anden vis en fugl jeg meget gerne vil se. Sidst men ikke mindst er det også glæden og interessen ved at dele ovenstående oplevelser med andre, gennem historier, diskussioner m.v. Der piskes en stemning opDa vi kom tilbage på stationen var der kommet flere logerende til. Årsagen var, at der efterhånden var lagt i kakkelovnen til en god stormsvaledag efter flere dage med kraftigt blæsevejr fra SV. I morgen skulle det ligeledes blæse op til 18 m/s fra V og efterhånden skulle vinden dreje mod NV. NV er normalt en vindretning der totalt slukker for alt træk ved Blåvand, men når det som nu havde blæst kraftigt fra SV’lige retninger flere dage i træk, kunne det blive en endog meget givtig vejrsituation. Folk var vildt tændte, og piskede en stemning op. Hvad vi naturligvis ikke vidste var, at næste dags stormsvaleeventyr ville overgå vores vildeste drømme.
Et Stormsvaleeventyr ud over alle grænser…Da jeg vågnede tirsdag 21/9 suste vinden godt i fuglestationen. Den lovede vejrsituation holdt stik. Det blæste ca. 18 m/s i middelvind, så der var stadig liv i de tropiske orkaner. De fleste tænker nok: ”Hvad har tropiske orkaner at gøre med fuglekigning ved Blåvandshuk?” Jo, mange havfugles træk- og fourareringsruter påvirkes meget af vejret, og især af vindforholdene. Forekomsterne af eksempelvis stormsvaler, skråper og kjover i Danmark hænger nøje sammen med, hvor meget det blæser fra vestlige retninger under disse fugles efterårstræk. Passage af lavtryk over Skandinavien presser således fuglene ind til kysterne, hvor ornitologerne står klar med telescoper og kliktællere.
Forekomsten af stormsvaler i Danmark er dog afhængig af betydelig mere specielle vejrforhold. Arten er udenfor ynglesæsonen yderst pelagisk, og der skal derfor mere end blot lidt blæst fra vest til at få fuglene indtil de danske kyster. Stormsvalernes forekomster hænger således nøje sammen med kraftige og dybe lavtryk, der ”vandrer” tværs over at Atlanten og passerer Danmark med vindstyrker helt op til stormstyrke. Netop i år havde der været usædvanligt mange af disse vejrsystemer i Atlanten, hvilket blandt andet USA havde fået føle som voldsomme orkaner.
Efter 1 stormsvale kom jeepen...Militæret havde planlagt skydning, men den var jo blevet aflyst i går, og kuglen var ikke oppe, så vi stred os ud i Sabinen. Klokken 7.00 sad vi klar med scoperne. Kun 5 minutter skulle der gå, før den første stormsvale kom dansende tæt på land – uha, en lovende start. Kl. 7.08 kom der en militærjeep ind i scopfelterne, hva’ var nu det? Vi vidste det alle sammen godt……… de skulle til at skyde, og vi blev smidt ud af bunkeren. Det var næsten ikke til at klare! Det tegnede til en fantastisk dag, og så kunne vi ikke sidde i bunkeren. Nå, der var jo ikke andet at gøre end ”at tørre øjnene og tage en kiks!” Tilbage ved skurvognen, var der mange der kæmpede om de få læpladser. Det blæste en pelikan, og jeg synes, det var helt umuligt at finde læ. Mit scop hoppede, som stod det på en rystepudser, og jeg kunne ikke finde nogle af de fugle, de andre meldte. Men det var faktisk også næsten umuligt at kommunikere med de andre grundet vindens fanatiske susen. Lige så fascineret og betaget jeg ofte er af Vesterhavet, ligeså meget hadede jeg nu de givne omstændigheder. Observationsforholdene var nærmest umulige, for dem der ikke kunne finde læ – og dem var jeg en af, og samtidig var der ved at komme gang i stormsvalerne. Rolf Christensen, der var taget til Blåvand fra Felttræffet på Fanø, blev ringet op af 2 ornitologer - Rasmus Strack og Troels Eske Ortvad, der sad ved Vejers Strand blot nogle kilometer oppe ad kysten. De havde haft 10 stormsvaler det sidste kvarter, og de sad ret godt. Det lød unægtelig markant bedre end det her. Fuglestationens observatør, Rune Tjørnløv, og jeg diskuterede situationen og bestemte os for at køre derop. Vel fremme i Vejers fandt vi de andre siddende midt i en klit. Der er da ikke mere læ her, tænkte jeg, men til min store forbavselse sad jeg betydeligt mere i læ! Faktisk var der så meget læ, at det sågar var muligt at snakke sammen. Endelig begyndte mit eventyr...Svalerne kom dansende i en lind strøm, de fleste meget tæt på land, og nogle faktisk langt inde over stranden. Det var meget højvande, så fuglene kom meget tæt på. Det var helt fantastisk. Solen lyste flot på de elegante stormsvaler der dansede hen ad standen. Der var nogen som sørgede for at tælle, så jeg koncentrerede mig om at finde nye fugle, og især om at nyde dem i fulde drag. Det var så fedt at kunne sidde og se dem komme frem en efter en bag klitrækken langt oppe ad kysten. Det var dog ikke lutter lagkage det hele. Netop denne dag var flere maskiner således i gang med at sikre klitterne mod sandflugt. En traktor med en maskine der snittede rundballer af hø, kørte langs klitrækken og ”sprøjtede” den snittede hø langt op i klitterne. Med sådan et blæsevejr siger det sig selv, at det stod til alle sider med hø. Troels gik ned og spurgte, om ikke de kunne udenom den lille klitplet hvor vi sad? Der var ikke megen forståelse fra traktorchaufførens side, for kort tid efter blev vi fuldstændig oversprøjtet med snittet hø. Som om det ikke var nok, havde der kort forinden passeret en regnbyge, så høet klistrede sig til alting. Nogle spruttede og hvæsede efter at have fået noget i munden. Det var dog samtidig ret komisk, og set fra chaufførens og andres synsvinkel må det have været et sjovt syn, at se 10 våde ornitloger inklusive scoper m.m. blive overdynget med hø, så vi til slut lignede en flok fugleskræmsler – ja der var i sandhed tale om effektiv camouflage! Men udover ovenstående og de enkelte byger der passerede, var stemningen helt i top. Der var jo også alle de andre fugle. Pludselig fløj en Sabinemåge 1k lige ind i mit scopfelt. Den var helt inde over stranden og kom så tæt på, at vi var nødt til at bruge håndkikkerterne for at kunne følge den. Det var sgu da for fedt!Rolf havde kontakt med ornitologer, der stod ved såvel Skurvognen ved Blåvandshuk, Nr. Lyngvig og Ørhage og det var spændende løbende at sammenligne de 3 lokaliteters tal. Han sendte det ud på Dofcall, så alle interesserede kunne følge med. Kl. 11.00 var status som følger: Ørhage: Bla. Stor Stormsvale 90, Lille Stormsvale, Almindelig Skråpe, Lille Kjove 2, Sabinemåge 4.Nr. Lyngvig: Bla. Stor Stormsvale 46, Lille Kjove, Mellemkjove 2, Sabinemå-ge 2.Vejers: Bla. Stor Stormsvale 52. Blåvandshuk: Bla. Stor Stormsvale 51, Mellemkjove ad mørk fase. Mellemkjoven de havde set var en gammel fugl med køller(betegnelse for de lange halefjer hos adulte af netop denne art). En gammel Mellemkjove er i sig selv et eftertragtet syn, men hvad der var meget mere sjældent var, at det var af den mørke fase. Denne form udgør ifølge nogen litteratur ca. 10%(lys 90%), men efter hvad jeg har erfaret, udgør andelen af observerede mørke faser i Danmark noget under 10%. Uanset hvad, fortsatte eventyret ufortrødent. Klokken var som skrevet kun 11, så hvad kunne det ikke blive til, på en hel dag. Som tiden gik halede vi mere og mere ind på de andre lokaliteter, og klokken 13 udsendte Rolf følgende stormsvaleupdate: Ørhage 110, Nr. Lyngvig 86, Vejers 104, Blåvand 63. Det forlød fra Blåvand, at trækket var aftaget markant efter kl. 11, og de fleste havde derfor også valgt at tage til Vejers, hvor trækket fortsatte ufortrødent. En af årsagerne til ovenstående kan være, at stormsvalerne efter kl. 11 i højere grad har fulgt brændingen ud ved Blåvand. De bliver således meget svære at se, idet der er langt ud til denne fra observationsposten ved skurvognen.
Nærkontakt med stormsvalerne...Stormsvalerne fortsatte med at komme dansende i en lind strøm, men det fedeste ved situationen var, som tidligere beskrevet, at en hel del af svalerne kom trækkende helt inde over stranden! Rune og jeg gik ned på stranden for at komme helt tæt på stormsvalerne – og det skal jeg lige love for, at vi kom! Billederne af situationen står soleklart i min hukommelse den dag i dag. Det var således helt unikt at kigge op ad stranden, og se helt op til 5 stormsvaler komme dansende imod mig på en gang! Deres kurs var noget slingrende i den kraftige blæst. Ind i mellem stod de helt stille og ”steppede” på stedet, på deres helt specielle måde. Et pudsigt og meget artskarakteristisk træk netop for stormsvaler, og især for Stor Stormsvale. Vi var helt euforiserede af scenariet, og stemningen blev forstærket yderligere af, at det var muligt, at tage nogle ganske ok billeder af stormsvalerne med et almindeligt digitalkamera! 
Stormsvalerne kom helt inde over stranden!
Hele 238!!! blev det til d. 21/9-2004
Stormsvaler er bare SÅ FEDE!
Højdepunktet for mig opstod, da en af Stor Stormsvale havde kurs lige imod mig. Den kom efterhånden så tæt på, så nærfokusen i kikkerten ikke kunne følge med! Til sidst stod den Store Stormsvale stille i få sekunder kun 50cm fra mine støvler!!! Jeg havde aldrig drømt om, at noget sådant var muligt, og jeg var fuldstændig høj af eufori. Situationen var helt unik, og vi var godt klar over, at der kan gå mange år, ja vel sagtens rigtig mange år, inden vi igen får mulighed for at opleve stormsvaler i de mængder og så på den måde! 
Så sjovt ud når de dansede i strandoverfladen...
Tæt på stormsvalerekorden...Ingen vidste præcis hvad rekorden var, men vi havde en ide om, at vi måtte være tæt på. Blåvandshukrekorden viste sig at være 243 trækkende 17/9 1997. Vi kom op på 238!!! og endte således med en del flere end de øvrige lokaliteter – Ørhage 139 store + 1 lille, Nr. Lyngvig 150. Havde vi obset lidt længere og fået de sidste med havde vi nok slået den. Vi gisner dog om, hvor mange der reelt er gået forbi... for selvom vi sad mange i klitten, er Sabinebunkeren et bedre sted, idet man derfra kan obse konstant uanset vind og vejr, og derudover sidder tættere på kysten og dermed fuglene. Først på eftermiddagen blev der da også åbnet for adgang til Sabinen, og dem der tog resten af dagens obs derfra, kunne da også fremvise træktal der var noget større end dem fra Vejers. Dette bekræftede kun vores gisninger om, hvor mange vi kunne have talt, hvis vi havde haft muligheden for at sidde i bunkeren hele dagen.... Desuden sås dagens eneste Lille Stormsvale også herfra. MEN uanset hvad havde dagen været så fantastisk og vild så humøret hos alle tilstedeværende var helt i top.
Lokalhit på endnu en fantastisk stormsvaledag...Dagen efter bød også på en fantastisk dag. Den overgik godt nok ikke dagen før, men det var stort set også umuligt! Vinden var drejet mere om i NV, men styrken var uforandret. På 8 timer ved Vejers blev det blandt andet til 28 Store Stormsvaler, 3 Sabinemåger, 1 Almindelig Skråpe og 1 1k Lille Kjove. Den ene stormsvale kom flyvende helt oppe bag klitrækkerne, men der var også samme dag meldinger om stormsvaler midt inde i landet, så de små kræ var kommet noget på afveje! Sabinen åbnede om eftermiddagen, og da jeg trængte til at sidde i læ af regn og blæst, forlod jeg Vejers; og hvor var det rart at kunne sidde ”indenfor” i bunkeren. Der var stadig lidt gang i trækket, så det blev blandt andet til 6 Store Stormsvaler og 6 Storkjover. Efter godt 2 timer råber Rasmus Strack pludselig op: ”Stor Kobbersneppe – 2 syd klokken et”! Jeg blev noget overrasket over, at en art som Stor Kobbersneppe kunne udløse sådant udbrud?! Hvad jeg ikke vidste var, at arten er ekstremt sjælden ved Blåvandshuk. Faktisk har stationsforstander gennem de sidste årtier Bent Jakobsen, aldrig set arten på hukket! Så forstod jeg bedre. Hvad vi dog alle godt vidste var, at de Store Kobbersnepper for længst havde forladt landet. Det var derfor nok sandsynligvis fugle af racen Islandica (Islandsk Stor Kobbersneppe), men udover de artsdiagnostiske vingebånd, og den karakteristiske hale kunne vi ikke se yderligere kendetegn. Deres oprindelse forblev derfor uvis.
Et par afslappede dage...De næste dage forløb mere roligt. Vinden var gået helt om i NV, hvilket normalt ret hurtigt ”slukker” fuldstændig for trækket ved Blåvandshuk. De sidste dages eventyr gjorde, at det ikke betød så meget, at vindretningen nu var den ultimativt dårligste for Blåvandshuk. Af samme årsag så vi derfor kun enkelte stormsvaler og havfugle, og ej heller kratlusken gav meget.
Rødtoppet Fuglekonge...Henrik Knudsen ville komme og ringmærke lørdag og søndag. Vi glædede os og håbede på vinddrejning, idet området var som støvsuget for småfugle. Da Henrik dukkede op lørdag morgen, havde vinden hverken drejet eller lagt sig. Det blæste alt for meget til ringmærkning, så vi satte os noget skuffede ud og havobsede endnu en morgen. Der skete stort set intet, men en fin Stor Stormsvale og årets første Søkonge fortrængte skuffelsen. Skuffelsen forsvandt helt da vinden aftog op ad formiddagen, og Henrik satte nettene op. Vi nød de få fugle vi fangede de næste par timer, og brugte god tid på at aldersbestemme en Rødstjert, der var gået i nettet. Hen på eftermiddagen lukkede vi nettene, og så var det tid at luske andre lokaliteter. Jeg startede ved TDC satelitstationen lidt vest for Blåvand by. Den er omgivet af en meget lille granbevoksning og nogle pilekrat, hvor der ofte er godt med småfugle. Da jeg steg ud af bilen, kunne jeg høre nogle fuglekonger og de skulle selvfølgelig tjekkes. Jeg gik efter de kaldende fugle, og da jeg fik den første ”konge” i kikkerten, viste den en flot tydelig hvid øjenbrynsstribe! Det var jo Rødtoppet Fuglekonge! Jeg ringede til de andre, der kom og så den, om end den var meget drilsk. Vi kunne ofte høre dens, i forhold til Fuglekonges, tydeligt skarpere og højere kald, men vi så den kun glimtvis. Forholdende var nu heller ikke optimale, eftersom det var begyndt at regne en hel del og den lille rødtop blev således dagens sidste fugl.
Spurvehøg i nettet og Storskråpen der aldrig dukkede op…Søndag morgen var vinden jævn fra V, så Henrik kunne sætte alle nettene op. Dagen startede ellers som lørdagen endte, med en Rødtoppet Fuglekonge, denne gang dog i fyrhaven. Fyrhaven blev også rammen om dagens helt store oplevelse. Rune og jeg var med Henrik på netrunde, da Henrik midt i fyrhaven råbte op og stormede ned til et net – en Spurvehøg var gået i. Den fik hjerterne til at hoppe en ekstra gang hos os alle 3, og jeg var helt oppe at køre, for det var første gang, jeg så en rovfugl ”i hånden”. Den var til min overraskelse helt rolig, men de skinnende skarpe kløer og det kraftige næb, mindede en om at her var tale om et rovdyr. Vi fascineredes meget over dens rustbrune fjer på brystet, noget ingen af os havde lagt mærke til før, men det er jo unægtelig også noget helt andet at stå med arten i hånden. 
Edermame flot!
Knapt havde vi sluppet fuglen, førend vi fik melding fra Fanø om en nordtrækkende Storskråpe! Da der var en teoretisk chance for, at den ville passere forbi sydhukket, satte vi os derud. Vi vidste godt at chancerne var minimale, men tænk nu hvis..... Vi så aldrig noget der bare mindede om en skråpe, men fint vejr det var det da!
Brilleanden og manden med de skarpe briller...Efter endt skråpeobs og ringmærkning valgte vi at få lidt lokalitetsadspredelse. Vi kørte til Nr. Lyngvig, hvor der om formiddagen var blevet opdaget en rastende Brilleand han. Da vi kom frem, var den sidst set for over en halv time siden. Nu var det så lige, at en mand med briller viste, hvordan man spotter en bestemt fugl, langt, langt ude: Henrik Knudsen satte scopet op, kiggede, fokuserede og sagde: ”her er den”! Rune og jeg kiggede forbavset på hinanden, og ligeledes gjorde de øvrige tilstedeværende – manden havde fundet kræet efter blot 15-20 sekunder! Vi var imponerede og prøvede selv at finde den. Jeg måtte hen og kigge i Henriks scop, men kunne fortsat ikke se andet end Sortænder. Henrik kiggede igen. "Den er lige der!". Jeg kiggede igen – stadig ingenting! Først 3. gang så jeg et glimt af den hvide nakke på fuglen, der lå med ryggen til. Det lykkedes mig at finde den en enkelt gang i mit eget scop, inden en tilforladelig og intetanende fiskekutter pløjede igennem sortandeflokken. Alle fuglene lettede og fløj så langt ud, at projekt Brilleand måtte opgives. Vi brugte derfor den næste times tid på at havobse, inden vi vendte næsen hjemad igen. Jeg måtte desværre vende næsen helt hjem, idet jeg skulle arbejde de næste 4 dage. Da jeg kørte hjem, tænkte jeg tilbage på den helt fantastiske uge, jeg havde haft. Jeg havde været heldig at ramme nogle super dage, og jeg havde fået set en masse havfugle, som jeg havde håbet på. Jeg glædede mig allerede til på torsdag, hvor jeg igen ville sætte kurs mod Blåvand. Knudsen og jeg havde godt nok snakket om at tage til Chr. Ø, men det var jo først fra om tirsdagen, så jeg kunne lige være et par dage i Blåvand først. Jeg håbede på godt småfuglevejr, nu det havde blæst så meget. Da det blev torsdag, var der kommet en lille ændring i planen. En Rosenbrystet Tornskade havde opholdt sig i Skagen siden mandag, hvorfor en tur til det nordjyske blev planlagt til at starte kl. 03.30 fra Blåvand fuglestation. Det blev en meget speciel og oplevelsesrig tur som vi der var med, altid vil huske…
En *MEGA* på DOFcall…Endelig blev det torsdag eftermiddag, de 4 arbejdsdage var vel overståede, og jeg glædede mig til igen at sætte kursen mod Blåvandshuk. Jeg ville dog rigtig gerne se den Rosenbrystede Tornskade, der nu havde opholdt sig i Skagen siden mandag, og det var jeg ikke ene om. Både observatør Rune Tjørnløv, Per Bo Hansen og lokale Ole Zoltan Gøller var friske på en tur til det nordjyske. Vi aftalte at køre fra stationen kl. 3.30 fredag morgen. Jeg kørte spændt og forventningsfuld til Blåvand torsdag aften. Det var skønt at være tilbage og jeg gik durk i kassen for at knalde brikker et par timer inden mobilalarmen lød kl. 03.00. Vi kørte stille og roligt deropad, og der var god stemning i bilen. Det var en klar og kold ”højtryksnat” hvilket dog bekymrede os lidt, idet det var perfekt trækvejr. Vi frygtede således, at tornskaden var væk. Som timerne og kilometerne gik, blev det lyst og vi var efterhånden tæt på destinationen. Et par DOFcalls begyndte at tikke ind, og pludselig rev Per Bo bilen ind i vejkanten, samtidig med at han nærmest råbte: ”Der er kommet en *MEGA*!” En *MEGA* bruges af nogle på DOFcall, når der meldes en ekstremt sjælden fugl ud. ”Bonapartemåge rastende i Hirtshals Havn!”, udbrød Per Bo. Vi blev helt euforiske - kiggede spørgende på hinanden: ”Hvor er vi?”. Det viste sig, at vi kun var 30 km fra Hirtshals, men hvad endnu bedre var - vi var kun 50m fra den rundkørsel, hvor vejen gik af til netop Hirtshals! Der var ingen tvivl – den ville vi se. Rune var den eneste i bilen, der ikke havde set arten før, mens vi andre kunne snakke om den fugl, vi tidligere havde set i selv samme havn helt tilbage i 1996. Det var kun 3. gang denne amerikanske mågeart gæstede Danmark, og vi glædede os til et kærkomment gensyn. Jeg sendte en sms til Henrik Knudsen. Der kom prompte svar. ’Schwarz Løvsanger, Knudshoved THH’…… ”Hvad!!!” Det må være en joke tænkte jeg, men den var sgu go’ nok. Eeeeeeendelig slog Fyn til, øen som mange ornitologer fra Sjælland og Jylland blot betragter (betragtede?) som ”noget de bare kører over”! Nu var der mange, der ilede til, for at se landets kun 17. ”Schwarz”, der i øvrigt var ny art for amtet. Vores tur fortsatte ufortrødent mod Bonapartemågen. Vi snakkede om, at det her var perfekt timing, og det blev bekræftet, da vi kom frem. Mågen var fløjet fra havnen og ud på Øststranden hvor den nu stod helt perfekt - det var simpelthen den måge der stod tættest på, badet i morgensolen. FEDEST! Den skilte sig markant ud fra alle de andre måger: 
Bonapartemågen stod meget tæt på...FEDT!
Den var meget lille og indtrykket forstærkedes meget af at den var uproportioneret kortbenet, nærmest som en dværg! Hovedformen fik én til at associere til tamdue! Næbbet var helt sort. Det var en adult i vinterdragt så nakke og halssider var meget fint lysegrå. Det er dog svært at erkende på fotos af fuglen, hvilket jo tydeliggør værdien af feltskitser og –notater. 
PBH, CSS og OZG nyder Bonapartemågen
Den stod længe og poserede lækkert for os, men vi ville gerne se den flyve, så vi også kunne se den så karakteristiske vingetegning. Det var bare et spørgsmål om tid, og efter godt 30-40 minutter fløj den en kort tur for at lande endnu tættere på. Den karakteristiske vingetegning sprang i øjnene på os: De yderste håndsvingfjer var ”skrig”-hvide på både over- og under-side i skarp kontrast til de grå indre håndsvingfjer. Det hvide felt lyste simpelthen op. Det var en fed oplevelse, og vi glemte fuldstændig vores oprindelige mål, men efter at have været der næsten en time var Per Bo ret interesseret i at komme videre. Vi 3 andre, der var travlt beskæftiget med at fotografere og nyde kræet, indvilgede dog i at køre videre mod dagens egentlige targetart – tornskaden.
Rosenstær i masten…Stemningen det sidste stykke mod Skagen var høj, og optimismen i top. Vi havde været usandsynligt heldige, og vi var godt klar over at der kan gå rigtig mange år, inden vi ser denne fede mågeart igen. Vel fremme i Skagen mødte vi lokale Knud Pedersen. Han havde dårligt nyt. Han havde eftersøgt tornskaden i over en halv time uden held. Nu lyder en halv time jo ikke af særlig meget, men de andre dage havde fuglen været meget medgørlig og siddet frit fremme mange gange i løbet af en halv time. Den melding kunne dog ikke slå os ud. Vi måtte ud at lede, den kunne jo ha’ flyttet sig lidt. Jeg var kun 100m væk fra bilen, da jeg opdagede, at der sad stære i masten lige foran mig. Jeg har for vane altid at tjekke stære, så denne flok var ingen undtagelse. Jeg havde knapt sat kikkerten for øjnene, før jeg fik øje på en meget lys stær… pulsen begyndte at banke af sted… 1k Rosenstær tænkte jeg med det samme! Frem med scopet. Den sad ret skjult i masten, så jeg ikke kunne se de mørkere vinger, men jeg kunne se det gule krumme næb, så det kunne ikke bare være en fejlfarvet stær. Men jeg ville sgu alligevel godt lige se de vinger. Jeg var nervøs for, om flokken ville lette. Skulle jeg tage et billede til dokumentation eller ringe til de andre først? Jeg bestemte mig for at ringe med det samme. Da jeg fik fat i Ole, sagde han: ”Det var sgu pudsigt. Jeg har lige haft en lys flyvende stær, som satte sig i masten, men da jeg ville tjekke den, ku’ jeg ikke finde den!”. Ole kom hurtigt frem og alle var snart samlet om fuglen. Vi kunne nu gå tættere på, og se hele fuglen fra en bedre vinkel. Den sad nu helt perfekt og solede sig, omgivet af unge stære. 
Rosenstær 1k. Fuglen var bemærkelsesværdigt mindre end Stærene!
Vingerne var tydeligt mørke og i kontrast til den ellers helt lyse grundfarve. Tøjlen var også lys. Næbbet var som sagt tydeligt gult og krumt. Der sad flere gange stære lige ved siden af den, og til stor overraskelse for os alle var Rosenstæren betydeligt mindre! En sådan størrelsesforskel er ikke nævnt i litteraturen, og ingen af os havde ej heller set det på tidligere Rosenstære. Som med Bonapartemågen ville jeg også gerne se Rosenstæren flyve for også her at nyde kendetegnene i flugten. Eksempelvis kan den lysende overgump kun ses i flugt, men fuglen befandt sig tilsyneladende alt for godt og blev siddende! Det var en helt fantastisk tur, vi var på. De 2 rigtigt fede fugle, vi havde set indtil nu, overstrålede fuldstændigt det faktum, at vi endnu ikke havde set tornskaden. På den anden side, havde vi stort set heller ikke brugt tid på at lede efter den endnu. Den efterfølgende time luskede vi rundt i området uden at se noget til vores targetart. Vi var efterhånden godt klar over, at den nok var over alle bjerge.
Madpakken gav en Topskarv…Efter en meget begivenhedsrig morgen og formiddag, var de andre godt sultne. Sømandshjemmet på havnen blev derfor deres næste destination. Jeg derimod, havde spist af min medbragte madpakke, og med fuld tank af energi og selvtillid, ville jeg tjekke havnen for måger m.m. Skagen havn er altid et ”giftigt” sted, og måske kunne jeg finde en Gråmåge eller måske endda en Topskarv. Arten var i tankerne, eftersom der var set en del på Sveriges vestkyst i ugens løb. Der var meget få måger i havnen, så jeg brugte en del tid på nogle 1k Hav- og Fjordterner. Jeg gik ud, så jeg også kunne tjekke de fugle der sad på stenmolerne. Der sad et par enkelte skarver på Vestmolen, og hov… den ene så sgu da lidt klejn ud… ”Topskarv???!!! Jeg kan da ikke være så heldig? Eller ka’ jeg?”, tænkte jeg. Det lignede unægtelig en Topskarv. Scopet blev sat på. Den var godt nok lille, men den sad med hovedet den anden vej, så jeg kunne ikke se næbbet eller hovedproportionerne. Den drejede hovedet et par gange, og fremviste nu den karakteristiske næb- og hovedprofil. ”Det var sgu da for vildt, det her”, tænkte jeg. Jeg var så godt som sikker, men i baghovedet rumsterede oplevelsen med min sidste Topskarv. Den blev forkastet af SU. Jeg havde denne gang mulighed for at dokumentere fundet med fotos, så i stedet for at ringe til de andre – som jo nok stadig sad på Sømandshjemmet og skovlede kartofler indenbords – valgte jeg at tage et par billeder gennem scopet. Mens jeg sad og tog billederne, hørte jeg pludselig Per Bo spørge helt roligt: ”Sidder du og kigger på en Topskarv?”. ”Ja, det tror jeg sgu!”. Jeg havde været helt opslugt og faktisk ikke hørt dem komme trillende i bilen. Efter velendt middag kørte de ned på havnen for at hente mig. Da de fandt mig, kunne de godt se, at jeg kiggede noget intenst på de Skarver, der sad ude på molen, og kunne godt regne ud, at der måske var noget i gærde…IGEN! Min prompte melding fik dem lynhurtigt ud af bilen og fik scoper på kræet. Den sad stadig med hovedet skjult, og der var lidt debat om, hvorvidt det nu var en Topskarv. Rune blev dog overbevist, da den ret hurtigt viste hoved og næb frem på bedste vis. 
Modlyset gav et perfekt proportionsfoto - taget af RTj
Topskarven var tydeligt slankere, og størrelsen var ca. 80% af Skarv. Hovedet var lille og slankt, nærmest som en fortykkelse af halsen. Nakken var således helt afrundet, panden høj og stejl og struben fyldig og også ”stejl” – som en slags ”hængestrube”. Næbbet der synedes påsat den fortykkede hals var proportioneret som en tynd pommes frites. En parallel til indtrykket af det påsatte næb, er som en gulerod eller lignende stukket i en snemand som næse. Farverne var svære at få set i modlyset, men den lyse strubeplet var dog tydelig, og de lyse fødder sås også. Den sad lige ved siden af 3 Skarver, så sammenligningsmulighederne var perfekte. Så gjorde det knap så meget, at det var næsten stik modlys. Fuglen blev fotograferet og filmet, feltskitse blev lavet og feltkendetegnene noteret. Efter at have kigget på fuglen i godt 1½ time fløj den over og satte sig på Øst-molen. Den fløj meget tæt på os, og flugten var en smule mere elegant end hos Skarv. Dagens 3. sjældne fugl og igen var denne yderst samarbejdsvillig. Vi havde nu fået endnu mere blod på tanden, men grundet den fremskredne tid, valgte vi med god samvittighed at sætte kursen mod Blåvand efter en helt uforglemmelig 1. oktober. Mit ubetinget bedste dip.....Jeg var helt oppe at køre, og at vi dippede Tornskaden betød minimalt. Det her var simpelthen mit bedste dip nogensinde. Jeg var vildt stolt og glad. Det er ikke hverdagskost at finde 2 sjældne og samarbejdsvillige fugle på en dag, og så endda indenfor få timer. Stemningen i bilen var da også nærmest euforisk. Vi var ikke til at skyde igennem. 3 fede fugle, hvoraf vi havde fundet de 2 selv. Hvad blev det næste? ;-) Hele vejen hjem snakkede vi ivrigt om dagens oplevelser og vores drømme om kommende fugle.
Storpiber over stationen…Dagen efter var vejret skiftet igen. Overskyet med dis og snuskregn. Knudsen kom ud for at ringmærke, men det varede nogle timer, inden regnen holdt op, og nettene kunne komme op. Ventetiden blev brugt på at berette højt og lavt om gårsdagens succeser. Under en netrunde hørte vi et meget karakteristisk kald oppe i disen. Storpiber. Desværre kunne vi intet se, men den varmede alligevel på en ellers begivenhedsfattig dag. Rune var i mosen, og hørte i samme tidsrum den formentlig samme Storpiber. Dagens klart største samtaleemne begyndte, da der lød et brøl fra Knudsen, som sad oppe foran computeren. Vi fór op og Knudsen kunne meddele, at de stod med Danmarks første levende Stribede Græshoppesanger i hånden på Christiansø! Fy for søren en melding. Vi ville gerne være derovre lige i det øjeblik, men vi fik blod på tanden og var klar til selv at finde noget.
Prærieløber i nabolaget…Efter den stille lørdag skete der igen ting og sager om søndagen. Vejret var klaret op, det blæste med jævn vind fra V-SV så der var forventninger til morgenobsen. 2 Mallemukker var det mest ophidsende, og jeg nød igen at havobse. Efter endt morgenobs fik vi melding om Prærieløber ved Fiil Sø. Vi kørte med det samme. Jeg havde kun set arten 1 gang, og Rune havde aldrig set Prærieløber, så igen var stemningen høj. Vel fremme fik vi udpeget fuglen. Den gik langt inde på en stubmark og var til tider umulig at se. Det lykkedes dog, og vi fik set den ”lille og slanke brushane” strække hals på bedste ”girafmaner” flere gange. Efter den succesfulde tur brugte jeg eftermiddagen på kratlusk på Nyeng, hvor en Stor Korsnæb lod sig bese fint i toppen af en gran.
Regn, regn og atter regn…Vejrudsigten for resten af ugen så unægtelig ikke ud til at blive Christiansø vejr. Knudsen valgte alligevel at tage til Chrø, hvorimod jeg blev i Blåvand. Dagens morgenobs blev afbrudt af regn, og det fortsatte ufortrødent resten af dagen. Hvad gør man så på en fuglestation, når det bare øsregner en hel dag? Rune og jeg satte os foran computeren og brugte et par timer med fuglestemmequiz. Vi øvede kaldene på en masse af de mere sjældne østlige småfugle. Mange af dem stod højt på ønskelisten, så de blev øvet flittigt. Til sidst sad nogle af dem lige i øret. Heriblandt nogle af de phyller, der var størst chance for i krattene. Vi følte os godt rustet til kratlusk, så nu måtte regnen godt stoppe… Det gjorde den også i forbindelse med vejrskifte om natten. Vinden aftog og drejede fra SV om i S-SØ. Det passede os helt perfekt. Vi var således ved at være lidt trætte af blæsevejr, og med den vindretning var der dømt småfugle, ringmærkning og kratlusk.
Dværgværling i nettet…Forventningerne var høje den efterfølgende morgen. 5. oktober sagde kalenderen. Rune ringmærkede, og jeg morgenobsede fra toppen af en klit. En melding om Blåstjert fra Hanstholm øgede optimismen – der var lagt op til kratlusk resten af dagen. Efter endt morgenobservation skulle jeg lige konsumere lidt føde og lægge slagplan for kratlusken. Midt i maden blev jeg dog afbrudt, idet Rune kom med ”noget i posen”. Kameraet blev fluks fundet frem, hvorefter jeg løb om til Rune og Bent der stod inde i Ringmærkningsrummet. Jeg kunne godt se på Runes ansigtsudtryk, at der var noget i gære... Bent bad om, at vi lukkede døren! ”Vi tror, det er en Dværgværling”! Det lød som englesang i mine øre, for hold k... hvor ville jeg gerne se sådan en, og så endda i hånden. Bent tjekkede alle dragtkendetegn i Svensson (”ringmærkningsbibelen” skrevet af Lars Svensson”), og vingen blev målt. Den var god nok. Dværgværling 1k – ny ringmærkningsart for Blåvandshuk fuglestation og ny art for både Rune og mig. Vi var helt oppe at køre, og da Bent egentlig var midt i en rundvisning, fik deltagerne nu også oplevet vores begejstring over en enkelt lille fugl. Vi fik også ringet til Ole – det var godt nok ikke ny art for ham, men han ville meget gerne se den i hånden. Vi fotograferede kræet ivrigt, inden den blev sluppet, præcis en time efter den blev fanget. 
Stationens 1. ringmærkede Dværgværling
Vores forventninger var indfriet, og optimismen var nu endnu højere, end da dagen startede. Dværgværlingen havde siddet i nettet, da Rune gik lukningsrunde, så nu var der dømt kratlusk i lange baner. Inden da nød vi veltilfredse vores middagsmad – og sjældent har en klapsammenmad smagt så godt!
Hvidbryn i krattet…Vi startede med Hvidbjerg Camping. Det er et godt sted, med mange tynde hegn, der er forholdsvis nemme at gennemskue. Vi havde kun gået 30 meter, da en fugl kaldte højt i det pilekrat, vi gik langs med. Vi nærmest kappedes om at råbe bryn, idet den fineste Hvidbrynede Løvsanger sad kun få meter fra os inde i krattet. Det var da for vildt det her, vi havde godt nok held i sprøjten i dag.... igen i dag! Jeg er helt vild med den art. Den er så flot og karakteristisk, og jeg elsker de vingebånd og den øjenbrynsstribe. Efterhånden som jeg har set et par stykker, er jeg blevet meget opmærksom på, hvor forskellige de egentlig ser ud. De varierer således en del i farve og kontrast. Eksempelvis: hvor grønne ryg og vinger er, hvor tydelige vingebåndene er – især det første, samt hvor kontrastrige vingebånd og tertiærkanter er. Denne var ret typisk, og i forhold til dem jeg tidligere har set, vil jeg betegne den som en mellemform. En pudsig adfærd som jeg har set flere gange, gjorde sig også gældende for dette bryn: den var flere gange oppe at ”tottes” med en Gransanger. De 2 ”kæmpende” phyller fløj hurtigt og ivrigt rundt i krattet, mens de kaldte aggressivt med høje 1-stavelses lyde. De afslørede således tydeligt deres tilstedeværelse og for iagttageren er det jo helt perfekt. Trods de ivrige fugle er det ofte forholdsvis let at få fuglene i kikkerten. Vi kunne nu nærmest gå på vandet og var overbeviste om, at dagen ville bringe flere bryn – det gjorde den nu ikke, selvom vi trawlede mange kilometer krat i de efterfølgende timer. Vi havde dog rigeligt at fejre, og vi glædede os til flere småfugle næste dag.
Blæst igen, igen!…Dagen efter var vinden igen tilbage med fornyet styrke: 15 m/s fra SV. Det var noget mod vores ønske, der jo gik på småfugle! Blæsten udelukkede jo ikke kratlusk, men fuglene trykker langt mere, og ofte sker der mere på havet. På den anden side havde det kun blæst en halv dag og som forventet bød morgenobsen ikke på det store træk. En fin 1k Lille Kjove fra skurvognsobsen blev det dog til, hvorimod det blev til 4 Store Stormsvaler og en 1k Sabinemåge på aftenobsen – dermed en af de klart bedre. Det var min Sabinemåge nummer 13 (18/9: 1, 19/9: 3, 20/9: 3, 21/9: 2, 2/9: 2, 6/10: 1, 7/10: 1) indenfor de seneste 3 uger. Jeg er helt tosset med den måge, og da det var en af mine targetarter var jeg ovenud tilfreds. Det eneste minus var, at der ikke havde været en gammel fugl imellem. Især fordi der var set adulte fugle flere dage ved såvel Ørhage og Nr. Lyngvig. Med de mange jeg havde set, havde jeg brugt en del tid på at øve mig i fuglens jizz, og diskutere dette med Rune. Et noget sjovt, men dog påfaldende træk var, at de næsten alle sammen fløj mere eller mindre konstant over horisontlinjen! Jeg har aldrig læst om netop dette, men kommer der i fremtiden en lille måge i konstant flugt over horisonten, vil mine tanker da associere til Sabinemåge, for såvel Rune og jeg synes, det var meget påfaldende. Generelt for de Sabinemåger vi så, var flugtformen ofte konstant aktiv, kun afbrudt af kort glid. De var målrettede og flugtlinjen retlinet med enkelte ”hop” a la Dværgmåge ned mellem bølgerne. Dværgmågen er som sådan ikke den art, man forveksler Sabinemåge med, men sammenlignes flugtform, er Dværgmågens noget mere flyvsk og ”hoppende”. Det kan derimod være en øvelsessag at skelne unge Rider med dragt som unge Sabinemåger fra netop Sabinemåge. Ridens jizz er dog markant anderledes, idet det først og fremmest er en større fugl. Flugten er ligesom Sabinemåge også terneagtig, men ikke så markant. Dens flugt er oftere præget af glid og af at fuglen glider mere op og ned i forhold til horisontkanten. Det blev ikke den sidste Sabinemåge, jeg fik set. Dagen efter bød på 2 af slagsen, men så var det også slut med dem.
Storpiber på GrønningenSelvom det stadig blæste en hel del fredag d. 8. oktober bestemte jeg mig for at satse100% på kratlusk. Jeg trawlede krat efter krat, men de fleste fugle kom nu trækkende over i stedet. Jeg var efterhånden nået til Grønningen, hvor et par Store Tornskader fik kameraet frem af tasken. Under fotograferingen hørte jeg pludseligt et velkendt, karakteristisk og højlydt ”schreep” – Storpiber, men hvor? Jeg kiggede straks op, og dér... på kun 50m afstand og helt lavt over diget, kom den store og langhalede krabat af en piber flyvende. Den fløj i bløde store buer langs diget nordpå. Da jeg mistede den af syne, ringede jeg fluks til Rune på stationen. Der var en god chance for, at den ville trække forbi stationen, som jo ikke ligger langt derfra. Rune fór da også ud af hytten, uden dog at høre eller se skyggen af den. Jeg var ovenud tilfreds. Jeg havde set endnu en af targetarterne og oven i købet fået den som ædelart. Dagens satsning var nu en succes. Jeg fortsatte, og hen ad eftermiddagen lagde vinden sig fuldstændigt. Jeg var nu på Nyeng, hvor flokke af Kortnæbbede Gæs kom ”gakkende” mod syd - herligt. 3379 sydtrækkende blev det til i løbet af de 3½ time, jeg var der. Det var dog en noget mindre fugl, der løb med min største opmærksomhed og koncentration den eftermiddag. Under min kratlusk i noget græs/semirørskov skræmte jeg en lille sanger op. Den fløj lavt hen over jorden og ind i en busk. ”Var det ikke en locustella med den hale?”, tænkte jeg. Fuglen var stort set ensfarvet brun på oversiden og fløj med spredt hale som en Græshoppesanger. Den Stribede Græshoppesanger på Chrø i weekenden poppede også op i tankerne. Og hvad med Pallas? Begge er vildt sjældne, men når de nu havde haft en Stribet på Chrø og der havde været nærmest invasion af Pallas i bla. Holland for kort tid siden, så var alt jo muligt. Jeg havde ikke lige kendetegnene i hovedet og jeg havde pokkers nok ingen litteratur med. Uanset hvad, måtte jeg jo tjekke den så godt jeg kunne. Det var ikke let - den skulkede som forventet helt vildt. Jeg fik dog set den sidde langt inde i busken, og også set den flyve igen 2 gange. Det var nu blevet så mørkt, at det var svært at se og fuglen var helt sunket i jorden. Jeg ringede derfor til Rune og bad ham slå op i fuglebogen. Jeg var nu sikker på, at det var en af Græshoppesangerne, men hvilken? Ud fra det jeg havde set, syntes Græshoppesanger at være det klart bedste bud. Stribet kan dog ikke helt udelukkes hvorfor den forbliver ubestemt. Jeg har aldrig feltobset en Græshoppesanger om efteråret, så det var en noget speciel oplevelse.
4 ringmærkere og en sekretær!…I løbet af natten til d. 9. oktober drejede vinden igen om i ”småfuglehjørnet” – øst. Ole var kommet ud på stationen for at ringmærke hele ugen, så det var god timing. Det var skyet, og skyerne hang meget lavt, så det var rigtig godt ringmærkningsvejr. Som ventet var der da også godt med fugle i nettene. Skyerne blev hurtigt tykkere og kort tid efter begyndte det at snuskregne. Jeg skal lige love for, at det med ét resulterede i mængder af fugle i nettene. Ole indså hurtigt, at han ikke kunne følge med selv, og såvel Rune som en anden tidligere ringmærker blev hurtig shanghajet. Grunden til, at det var lidt kritisk, var regnen. Når fuglene hænger i nettene og bliver våde, bliver de hurtigere kolde og kan derfor ikke tåle at hænge så længe. Det viste sig, at der faktisk var så mange fugle, at end ikke de - nu 3 ringmærkere – kunne magte at følge med! Stationsforstander Bent fik et opkald, og der gik ikke længe, før han ankom. Nu var der run på... 4 mennesker pillede fugle ud af nettene og satte ring på, mens jeg havde mere end rigelig travlt med at notere, hvilke fugle der fik hvilke ringnumre. Det var sjovt at være med til, og der var ingen tvivl om, at førsteprioriteten var og er fuglenes tarv. Fuglene sad således ikke længe før de blev pillet ud, og ingen fugle led overlast. Heller ikke de 35 fugle, der på en gang hang i nettet F8 i fyrhaven – hvilket syn.
Jeg ringmærker!...I løbet af formiddagen klarede det lidt op og mængden af fugle aftog betydeligt. Jeg havde i lang tid haft lyst til selv at prøve, da Ole sagde: ”Piller du lige den Fuglekonge der?”. Jeg havde studeret teknikken utallige gange, og jeg må ha’ gjort det godt, for fuglen blev helt problemfrit befriet fra netmaskerne. Jeg havde ”pillet” min første fugl nogensinde og satte ring på. En 1k Fuglekonge. Det var en fed følelse, og jeg måtte jo fortælle en noget overrasket Ole, at det var min første! ”Så er det bare med at komme i gang”, sagde han. Fedt, tænkte jeg – hvorefter jeg fik lov at ringmærke de næste fugle. Da Ole sluttede ringmærkningen, lød totalen på 330 fugle. En super dag, det klart bedste ringmærkningstal i hele efteråret. At være med til ringmærkning er noget helt andet end at feltobse. Det er forunderligt at stå med fugle i hånden, at se dem så tæt på! Som ringmærker ser man dragtdetaljer man aldrig før har lagt mærke til, eller som man kun kan se på så tæt hold. En fascination uden lige! Er det nu den ene eller den anden art? Hvilken alder er fuglen, og er det nu en hun eller han. De næste dage gik jeg med Ole rundt, og fik lov at ringmærke omkring 50 fugle i alt. Det var vildt fedt og hvor lærte jeg meget nyt. Ikke alle fugle var lige nemme at befri fra netmaskerne. Gærdesmutterne var nogle banditter – de filtrede sig ind. Så var det ekstra vigtigt at bevare roen og overblikket. Det synes jeg gik rigtig godt, men det var nu også rart at hjælpen var lige ved hånden, når det kneb! En af de fugle, der især var sjove at se i hånden, var Træløber – sjovt at se næb og kløer på klods hold. Nu var det jo ikke ringmærkning det hele og et besøg på Nyeng for om muligt at genfinde locustellaen kastede en Mosehornugle af sig. En Laplandsværling blev også hørt mellem runderne.
Skovsneppe i nettet og Hvidvinget Måge på stranden…Sidste dag. Det havde været en klar nat, og der var rimfrost på græsset! Alt i alt en flot morgen på hukket – ingen skyer og ingen vind. Jeg var igen med Ole rundt, da han oppe i fyrhaven pludselig brølede og kastede sig på bedste Peter Schmeichel-vis ind i et net. Hva’ f..... sker der? Han havde kastet sig over en Skovsneppe! Hold da op, sådan en havde jeg ikke lige forventet, og hvordan ser sådan en egentlig ud? Jeg havde tidligere kun set arten flyve, så det var en helt ny oplevelse. Jeg blev overrasket over det meget lange næb, og hvor var den egentlig stor! Og hvilken fjerdragt. 
Fantastisk fjerdragt...
Fuglen kom i en pose, idet runden skulle gås færdig først. Så ringede telefonen. Nogen havde en sandsynlig Hvidvinget Måge på stranden! Nå, skulle jeg nu vælge at se Skovsneppen ordentligt eller løbe ned og se mågen? Selvom mågen blev sikkert bestemt, valgte jeg sneppen. Og hvor var den fed! Det viste sig senere at være dobbelt klogt, for den Hvidvingede Måge blev senere efterbestemt til en leucistisk Sølvmåge!
3 fantastiske uger...Alting har en ende, og det havde den her ferie desværre også. Det havde været nogle fantastiske uger. Både fordi jeg havde set en masse spændende fugle og fået en masse gode oplevelser, men også fordi livet i de dage kun drejede sig om fugle, fugle og atter fugle. Jeg havde set masser af fugle. Havfugle, småfugle, hits og ringmærkede fugle. Ja, stort set alt, hvad jeg næsten havde drømt om. Jeg havde igen fået smagt på min snart mangeårige drøm om at være en hel sæson på en fuglestation enten som observatør eller ringmærker for at opleve fugle, fugle og atter fugle, og efter disse 3 uger har drømmen blot fået endnu et tak opad i mit livs prioriteter. Til slut skal det siges, at jeg følte mig meget heldig med at se så mange gode og sjældne fugle på så kort tid, men som en klog mand en gang har udtrykt det så sigende: "Jo mere du træner(i denne sammenhæng: kigger fugle), jo mere heldig bliver du!" Udarbejdet 17/1 2010
til top
|
|
|
copyright © Martin Søgaard Nielsen
udarbejdet d. 18. juni 2007 - sidst revideret d. 9. oktober 2007 |